7 Dage i Saltlage

Seks medlemmer af Ringkøbing Ro- og Kajakklub var i starten af
september på klubtur til Sardinien.

Sardinien. Et åbent vindue til Middelhavet. Varm luft, der bærer duften af myrte, vild rosmarin og blomstrende syriske roser ind forbi næsefløjene og op i hjernen. Botaniske fantasier om planter som euforbia, som kan gøre fisk blinde og give ugelange erektioner. Følelsen efter en blækspruttesugekop øverst i ganen. Aromaen af kæmperejer, muslinger, calamari. Jubelen over at vippe rundt i en toerkajak og komme op på den anden side igen. Det store, åbne hav, afgrænset af lodrette klipper med vandfyldte grotter som kølige, åbne gab, fulde af fisk, brandmænd og søpindsvin. Klart vand, så langt man kan se gennem dykkermasken. Sardiner, sardiner, sardiner…		En summende stilhed. Kun afbrudt af det hørbare sekund af ens egen snorken og Tommy, der det ene øjeblik klasker myg og sender dem til helvede med de værste eder og det næste siger ting som: ”Hvis dette er livet, så kan man kun frygte døden.”

Det ene øjeblik er man der, og det virker som den naturligste ting i verden. Den næste er man hjemme igen i lavtrykkenes imperium, med vand der falder hastigt mod frysepunktet og 10 sekundmeter fra vest. Tid til tørdragt og fleece-underhylere.		Sommeren er forsvundet og som hvert år tvivler man på, at den nogen sinde kommer igen. Men vi var nogle stykker, som slap levende ned fra himlen og fik forlænget den i en uges tid på Sardiniens østkyst, i den lille by Cala Gonone, der ligger for enden af et bjerg, der ligger for enden af en tunnel, der begynder hvor landevejen slipper op og hårnålesvingene begynder.
Det blev til fire ro-dage i nogle bredmavede Rainbow-kajakker, venligt udlejet af Gigi alias Pierluigi. To dage i bjergene med medbragt frokost på sten og i huler. Vi besteg bjerget Tiscali, et af de mest afsides liggende steder på øen, som it- og telefoni-guroen Renato Soru opkaldte sit firma efter. Seks aftenener på restauranten La Favorita, hvor vi blev forkælede som prinser og prinsesser, også selv om det er en republik. Og miraklet skete. Tommy begyndte at spise fåreost! Ikke et enkelt stykke, men flere halve forme. Måske denne turs vigtigste og eneste håndgribelige landvinding. Ja, hvis dette var livet, kan man kun frygte det, der kommer. Mellemlagret Danbo, for eksempel. Eller Klægbanken i kuling.
		Tak for turen! Sidste gang bliver det nok ikke. Kig selv på billederne, og forstå hvorfor.