Ringkøbing Ro- og Kajakklub
 

Limfjorden i kajak 2008

2 af klubbens kajakroere (Bent & Jan) roede 12-13 juni 2008 en spændende tur fra Struer til til Mors' nordligste punkt Fegge Klit.

 

Turen startede allerede onsdag aften d. 11-06-2008, hvor vi kørte fra klubben i Ringkøbing til Struer Kajakklub, der havde været så venlige at give os husly natten over.

12-06-2008 - 57 km
Turen startede med afgang fra Struer Kajakklub torsdag morgen kl. 6:00. Vejret var overskyet med en let til frisk vind fra NV og de gik i smult vande til ud til færgelejet, hvor vi drejede nordover op gennem Venø Bugt. I frisk modvind passerede vi på vejen op til fyret ved Grisetåoddede de mange langliner til opdræt af blåmuslinger.


Strømmen løb med god fart rundt om odden, og vi tog en lille pause ved fyret inden krydset over til Lavbjerg Hage på Thyholm. Op gennem Tambosund og forbi Tambohuse, lå vi i læ for NV vinden og det gik stødt fremover. Vi passerede i god afstand en større flok sæler, der lå og solede sig ved Munkholm Odde.

Herefter gik turen videre med et kryds mod NV mellem Agerø og Lindholm. NØ for Boddum gik vi i land og holdt frokost hvor Trangia'en kom frem - der er ingen tvivl om at en lang dag på vandet krævet noget energi!

Vi fortsatte mod nord gennem Neessund til Visby Bredning. Vi er begge meget positivt overraskede over det flotte rovand heroppe mellem Thy og Mors (man glemte næste at Mors har landets største koncentration af svineavl). Vi har fra turens start været enige om at gå i land og holde pause hver anden time, så ved Ved Ørndrup Hage holder vi pause og i solen når vi begge at falde i søvn - der er ikke grænser for hvad en lille blunder kan gøre - nu kan vi ro videre med nye kræfter!

Vi lavede et kryds over Dragstrup Vig og gik i gang med at kigge efter et godt sted at overnatte. Vi fandt et fint sted overfor Skallerup Hage, og gik godt brugte i land for at slå lejr. Dagen blev afsluttet med en solid middag og tidligt i soveposerne - vi var begge godt trætte efter de mange timer på vandet.

13-06-2008 - 30 km
Vejret startede som dagen før delvist overskyet med en let til frisk vind fra NV. Vi var tidligt oppe og efter en gang müsligrød, brød vi lejren ned og var klar til at gå på vandet kl. 6:30. Farvandet op mod Vilsund er smalt og der er god læ som følge af det kuperede terræn på Thy siden. I Vilssund gik vi i land og tankede frisk vand i køkkenet på Vilsund Færgekro - personalet kiggede en ekstra gang, da der pludselig stod 2 mand i fuld kajakmondering og bankede på. Vi gik under Vilsundbroen og ud i Thisted Bredning, her skiftede vindforholdene væsentligt karakter fra de afskærmede roforhold i det snævre Vilsund til den åbne og vindeksponerede kyst ude i  bredningen, hvor nordvesten vinden samtidig er tiltagende, og bølgerne på turen langs Mors' nordkyst er relativt store og brækker ind mod den stenfyldte strand. Vi forsatte og roede hele tiden nogenlunde side om side, men med en afstand på 5-10 m mellem  kajakkerne, så fra tid til anden er var det kun det øverste pagajblad hos makkeren der var synligt :-)

NØ for Flade gik vi i land for at holde en chokoladepause, og landingen er en af de mere besværlige, da den kraftige vind får bølgerne til at brække op på kysten - man vil jo gerne skåne Sirius'en mest muligt i mødet med rullestenene på stranden.

Efter pausen fortsatte vi den sidste del af turen til Fegge Klit, som vi nåede ca kl 12. Efter landingen slæbte vi kajakker og grej op til vejen, hvor vi et par timer senere blev samlet op. ventetiden brugte vi på at få gang i Trangia'en og tilbede os en god stor portion Chili con carne - efterfulgt af en god lur i solen.

Jan fik desværre fået en overbelastningsskade i sin højre arm - de 57 km den første dag var nok, så vi valgte derfor at stoppe da vi når Fegge Klit, og gemme den sidste del af vores oprindeligt planlagte tur  - ned langs Mors, over omkring Fur og tilbage til Struer - til næste gang.

 

Bent & Jan